• View
• Edit
• History
• Print
• Backlinks

IntroduktionTilBiopolitik

“Biopolitik”, seminar på Københavns Universitet, 21.9.2005

Introduktion til Biopolitik

Af Mikkel Bolt

I løbet af de sidste 15 år er begrebet ‘biopolitik’ blevet stadigt mere centralt for inden for områder som politisk-filosofi, sociologi og kulturstudier. Dagens workshop er tænkt som en introduktion til og en diskussion af biopolitik-begrebet, og det er tænkt som en introduktion til en række af de forskellige anvendelser og læsninger af begrebet, der foretages aktuelt.

Det er først og fremmest den franske idéhistoriker Michel Foucaults skrifter, som har været udgangspunktet for den fornyede interesse for biopolitik. Foucault udviklede i 1970’erne i en række artikler og forelæsninger, som er ved at blive publiceret, begrebet ‘biopolitik’ som en betegnelse for den måde, hvorpå magten i løbet af det 18. århundrede forvandlede sig fra at være ret til at disponere over liv og død til at blive formning og regulering af befolkningens livsbetingelser. Det disciplinære samfund var ifølge Foucault karakteriseret af to magtformer, den disciplinære magt, kroppen som maskine, og den biopolitiske magt, kroppen som art. Som biopolitik former magten ikke blot individerne, men varetager helheden af de levende væsner gennem forvaltning af ernæring, helse, hygiejne, etc. Med biopolitik-begrebet åbner Foucaut for en omvurdering af den juridiske magt og de disciplinerende teknikker. Store dele af den politiske filosofi er suverænitetsteorier, der fungerer på baggrund af på forhånd bestemte og komplementære forestillinger om individ og samfund, der indgår en kontrakt. Ved at introducere først forestillingen om discipliner og siden forestillingen om biopolitik ryster Foucault denne politiske teori, da disciplinerne forholder sig til den enkelte krop og biopolitikken har befolkningen, mennesket som art, som sit objekt. Biopolitikken forholder sig til befolkningen som et politisk og videnskabeligt problem. Hvor disciplinerne rehabiliterer, normaliserer og institutionaliserer individet, der agerer biopolitikken på befolkningen præventivt. Den optimerer livet gennem regulerende kontrol. Biopolitikkens objekt er således menneskeartens frugtbarhed (de regulerende mekanismer er her familiepolitik, fødselskontrol), varigheden og intensiteten af befolkningens sygdomme (sundhedspolitik) samt indretningen af territorier (miljøpolitik). Biopolitikken udføres ifølge Foucault gennem forskellige regulative mekanismer, som tager højde for tilfældige og uforudsigelige fænomener ved at skabe ligevægt og holde udslag inden for en vist gennemsnit.

I forlængelse af Foucault har en række filosoffer og sociologer som Giorgio Agamben, Roberto Esposito, Maurizio Lazzarato og Michael Hardt & Toni Negri benyttet biopolitik-termen i analyser af de pågående forandringer i den kapitalistiske ‘økonomi’. Den amerikanske litterat Michael Hardt og den italienske aktivistfilosof Antonio Negri har i deres bøger Empire og Multitude forsøgt at introducere en positiv distinktion mellem biomagt og biopolitik. Hardt & Negri finder Foucaults biomagtbegreb for totaliserende, det betoner i for høj grad magtens regulering med befolkningen, statens opretholdes af orden og disciplin. Overfor dette biomagtbegreb stiller de biopolitikken, som de definerer som “det der omgiver magten og modstanden som et nyt sprog, der inviterer disse til dagligt at konfrontere lighed og forskel.” Biopolitik er for Hardt & Negri en art modmagt til kapitalens produktion af subjektivitet, den biopolitiske produktion præsenteres som en flugt fra kapitalens herredømme over mennesket, en biopolitisk omvurdering, hvor livet producerer en subjektivitet som er desubjektiveret. Ifølge Hardt & Negri åbner overgangen til Imperiet, hvor udbytningens modsætninger generaliseres på alle niveauer af samfundet og biomagten regulerer alle facetter af befolkningens liv, denne udvikling åbner for multitudens biopolitiske selvvalorisering, med andre ord denne overgang åbner for opstand og nye modstandsformer. “Når kapitalen besætter hele livet, åbenbarer livet sig som modstand.”

Den italienske filosof Giorgio Agamben er ligeledes engageret i en gentænkning af biopolitikbegrebet. Denne gentænkning finder bl.a. sted i Homo saer-projektet, hvor Agamben forsøger at sammenkæde biopolitik og suverænitet. Med et historisk udgangspunkt i homo sacer-figuren – som i den arkaiske romerret er et menneske, der ikke kan ofres rituelt, og som derfor kan dræbes, uden at drabsmanden er skyldig i mord – og et samtidigt forankringspunkt i flygtningen analyserer Agamben, hvorledes politisk suverænitet altid er grundlagt på baggrund af en eksklusion, hvori et menneske fratages sin politiske status og overlades til omgivelsernes forgodtbefindende. Idet han bevæger sig fra Auschwitz til flygtningelejre i det tidligere Jugoslavien og Rwanda, analyserer Agamben de moderne og totalitære formers foragt for det nøgne liv og undersøger lejren som det moderne samfunds biopolitiske paradigme. Hér placeres ifølge Agamben det liv, som kun kan indlemmes ved at blive ekskluderet, og lejren analyseres som det sted, hvor lov og liv føjes ind i hinanden, hvor undtagelsen bliver til reglen, og alt bliver muligt. Agamben betragter altså biopolitik og suverænitet som to snævert forbundne magtformer, der er lige så gamle. Det er således ikke inklusionen af det nøgne liv i politikken, der udgør den historiske forvandling– det nøgne liv har hele tiden været objekt for den suveræne magt, der har inkluderet det nøgne liv ved at ekskludere det – det afgørende nye ved moderne politik er i stedet det forhold, at indre og ydre ikke længere lader sig skelne. Det nøgne livs sfære og den politiske sfære smelter sammen. Undtagelsestilstanden bliver således den dominerende styreform i det postmoderne skuespilsamfund. Denne udvikling synliggør ifølge Agamben, hvorledes undtagelsestilstanden, fraværet af juridisk orden, faktisk er konstitutivt for det juridiske system. Undtagelsestilstanden artikulerer en forbindelse mellem lov og anomi, lov og lovløshed. Som Agamben skriver i Stato di eccezione: “‘[U]ndtagelsestilstanden [...] er blevet reglen’ [...], ikke blot præsenterer den sig stadig mere som en regeringsmåde end som en usædvanlig forholdsregel, men den synliggør også sin paradigmatiske natur som konstitutiv for den juridiske orden”.