• View
• Edit
• History
• Print
• Backlinks

Klasse3

Biopolitik/ biomagt på Københavns Hovedbanegård:

Om Københavns Hovedbanegård: ca 80.000 mennesker strømmer dagligt igennem. Vi sætter os ned på Urban og holder fri klasse i det travle rum.

Første øjekast: ”Ordensbestemmelser,” bl.a. at kun personer med ”berettiget ærinde” må opholde sig på Banegården.

Præsentation af Nils Normans ”The Contemporary Picturesque”, en fotografisk tematisering af kontrol og regulering i det offentlige rum. - Barrierer ( hegn på smutvejen) - Overflader (forbud mod plakater via anti-klister-maling: begrænsede funktionsrettigheder for mure, gulve, søjler, telefonbokse; anti-sid-ned-nitter; anti-grafitti-tekstil i metro og S-tog; anti-climb-paint) - Rengøring og affaldssortering (jævnlig rengøring/ overrisling af gader -> væk med de hjemløse + begrænset opholdstid -> øget forbrugslyst) - Bænke - Planter - Lyd

Overvågning: forbudt i det danske, offentlige rum? Eller blev det ændret med terrorlovgivningen? Må borgerne vide, hvor der er overvågningskameraer i det offentlige rum? Hvor offentligt er det?

I London er det umuligt at gå frie ruter, dvs. at praktisere overvågningsfri bevægelse.

”Institute of applied autonomy” (www.appliedautonomy.com) lavede en alternativ ”Krak”-hjemmeside, hvor man kunne søge ruter fra punkt A-B udenfor overvågningen. Et andet kunstnerkollektiv (?) arrangerede performances foran overvågningskameraer.

Biopolitisk modmagt: civil ulydighed ved at intervenere infrastruktur eller miljø - ved at lænke sig til hegn, som under kampen for kvinderettigheder i slutningen af 1800-tallet. - Ved at lægge græs, hvor der skal bygges motorvej. - Bygge huler i træerne og bebo dem, erobre skoven, der skal fældes ved anlægning af motorvej.

Eksempler på overvågning og kontrol på Hovedbanegården: - ”køb billet til det offentlige rum” – hjemløse ( og i princippet alle) må opholde sig på Hovedbanegården max 5 minutter uden billet. - Effektivitetsopfordring: ingen bænke på perroner, deling af trappen i to, så modgående menneskestrømme flyder gnidningsfrit. - Duerne må ikke sidde på skiltenes top. - Deterritorial, men jævn fordeling af overvågningskameraer mellem offentlige og private interesser ( DSB ved billetkøb, politiet i det vivaldispillende røvhul, butikkernes egne kameraer, BaneDanamrk på perronen) - Fra ventesal til shopping mall. Identitetsskabende: vi shopper jo gerne i det offentlige rum. Bliv forbruger indenfor butikkernes frie marked og undgå kontrol via restriktioner. - Begrænset opholdstilladelse på toilettet, max 5-10 minutter. Håndvask KUN til håndvask, ellers betal dig til mere vand –> ikke til hjemløses tøj- og kropsvask. JF. Anders Fogh Jensen, der forbinder biopolitik og liberalisme. Alt er pengeanliggender, en potentiel forretning. Doktrin: betal dig fri, nærmere end at underlægge dig restriktive stafbetingelser.

LIGNA: Radioaktivisme i det offentlige rum.

www.ok-centrum.at/ausstellungen/open_house/ligna.html

Radioballet på Hamburger Hauptbahnhof - Radiokontrolleret koreografi mellem normalitet og anormalitet på banegården - at opføre sig unødvendigt/ at være unødvendig er at være ukontrollabel. - Ennui/ kedsomhed er modstand.

Diskussionstråde: - forholdet mellem aggressiv, aktivistisk modmagt og blid interaktions-socializing - er aktivistisk massebevægelse en kunstnerisk praksis, der ubevidst mimer totalitarisme? Eller netop bevidst forholder sig til totalitaristiske tendenser? - Kan man være aktivistisk uden at være didaktisk?

Anbefaling fra Cecilie: Tjek i øvrigt Walter Benjamins børnehørespil ”Kasperl und der Rundfunk, eine Geschichte mit Lärm” fra 1932, hvor radioen aktiverer børnene til at løbe ud i det offentlige rum. De gennemgår samme proces som fiktionen, nemlig et fantasistjælende program => den der besidder medierne, besidder magten! Gælder det også de medier, der konciperes i det offentlige rum? Hvem er her den stærkeste (præventive) manipulator: medierne eller den biopolitiske indretning af det offentlige rum? Kan man tale om en forskydning af magtbesiddelse? Nazisterne fik i 30’erne øje på radioen som didaktisk medium. I dag har det kriminalpræventive råd under effektivitets-neo-liberalismen fundet mere usynlige opdragelsesmetoder?