• View
• Edit
• History
• Print
• Backlinks

Klasse5

Et ultrakort referat af FRI KLASSE d. 9.11.05, hvor Barbara Steveni og Suzanne Lacy præsenterede socio-politiske kunstprojekter og lagde op til diskussion.

Af Iben Bentzen

BARBARA STEVENI

Nogle overordnede spørgsmål, som foredraget var koncentreret om: - Hvad er kunstnerens rolle? - Hvordan kan kunstneren arbejde i og udfordre forskellige institutionelle rammer? - Hvad er kunstnerens potentiale i den offentlige sfære? - Hvordan foretager man en re-positionering af kunstneren i samfundets sociale arbejde? - Hvordan afgøres det om et projekt er succesfuldt eller en fiasko?

Steveni er del af den foranderlige kunstnersammenslutningen APG. De lavede et hav af kunstneriske events og happenings inden for både den kunstinstitutionelle ramme og i virksomheder. APG havde en ”industri periode”, hvor de søgte ind i industriens sfærer, og brugte dem som kontekst for kunstneriske projekter eks. British Steel og British Airways. Her blev bla. diskuteret hvordan kunstneren positionerer sig ifht. til hhv. ledelse, mellemledere og arbejdere. Er kunstneren på nogens side?

I ca. 1970 flyttede APG ind i et galleri over en længere periode med projektet/udstillingen ”Art and Economics”. Dette var kendetegnet ved debatmøder, paneldiskussioner, diskussioner med politikere og erhvervsfolk. Pressen var spækket med hård kritik af hele projektet som Social Engineering.

Efter Industri Perioden bevægede APG sig ind i tætte samarbejder med politikere. En væsentlig del af deres strategi var, at kunstnerne ikke selv opsøgte steder og institutioner, men blev inviteret til at indgå som et kunstnerisk element i en kritisk undersøgelse af en given situation på et givent sted. Bla. blev der lavet et omfattende projekt i et fængsel.

Barbara Steveni er nu et levende arkiv.

SUZANNE LACY

Suzanne Lacy arbejder med videodokumentar. Omdrejningspunktet for Lacys præsentation var i høj grad, hvordan man som kunstner positionerer sig selv? Lacy viste videodokumentar fra tre projekter: ”Bedford Hills Prison” (1994-95), ”The Crystal Quilt” og ”Oakland Youth”.

”Bedford Hills Prison” (jeg husker ikke den præcise titel..) Formålet med projektet var at hjælpe kvinder i Bedford Hills Prison med at bearbejde traumer forbundet med, at de har været udsat for voldtægt i biler. Størstedelen af de indsatte kvinder har psykologiske problemer grundet overgrebene, og formålet med projektet var ikke blot at tale om problemerne, men at kvinderne skulle lave skulpturer ud af gamle biler for på en fysisk måde at arbejde med deres traumatiske oplevelser. Mange af kvinderne udtalte, at de forbandt fængslet med frihed, fordi de der følte sig i trygge omgivelser.

”The Crystal Quilt” På Mors Dag blev 430 kvinder samlet, og sammen udførte de en performance under Lacys vejledning. Alle kvinderne var klædt i sort og samlet i en stor sal om mindre borde med duge i farverne rød og gul. Den æstetiske fremstilling er vigtig for Lacy. Med udgangspunkt i de visuelle massemediers stereotype fremstillinger af ældre kvinder som eksempelvis passive, asexuelle og nytteløse, ønskede Lacy at udfordre disse fremstillinger ved at vise et andet billede af ældre kvinder. Hun ville undersøge, hvordan man generelt opfatter ældre kvinder, og om hvorledes det billede stemmer overens med, hvordan ældre kvinder opfatter sig selv. Et af de centrale spørgsmål var også hvilke værdier, der synes vigtige for de ældre kvinder. Samt hvordan de ældre kvinder kan blive mere synlige og deltage i den sociale, politiske sfære?

”Oakland Youth” Projektet The Roof Is On Fire var et forsøg på at få skabt dialog mellem politibetjente og unge mennesker. Her blev medierne inviteret til at forsøge at give et andet billede af de unge frem for de stereotype fremstillinger, hvor de ofte kun bliver vist i medierne i forbindelse med kriminelle handlinger. Projektet forløb over 10 år, og der foregår masser af videre samarbejde. Vi diskuterede bla. hvor engageret en kunstner kan være uden at kunsten forsvinder. Lacy betonede at indramningen af projekterne har særlig stor betydning. Den 4. væg er nødvendig. En ”sculpted” ikke ”scripted” organisering.

Lacy pointerede, at hun adresserer massemedierne med indholdet af sine projekter og ikke med sit navn. Sådanne social-politiske projekter kræver, at kunstneren tager ansvar og arbejder på projekterne over længere tid, fordi det at skabe personlig kontakt er en væsentlig del af denne arbejdsform. Lacy gav udtryk for, at man har effekt, mens man er der. Det ses desværre ofte at initiativerne ikke bliver fulgt op og går i sig selv efter et års tid.

OPSAMLING OG FLERE SPØRGSMÅL

Suzanne Lacy og Barbara Steveni var enige om, at kunstprojekterne ikke kan ændre verden, men at det bestemt kan tilføje noget. Begge arbejdede de med tæt kontakt til det politiske system. Nogen af de spørgsmål, der blev åbnet op for var: Kan man samarbejde med politiet uden at arbejde for magtens forsøg på at kontrollere folk? Hvordan omgås man risikoen for at social-politiske projekter bliver en magtens kontrolmekanisme til at kontrollere arbejderklassen?