• View
• Edit
• History
• Print
• Backlinks

Klasse8

FRI KLASSE 21.12.2005

Noter fra første time

Vi prøver efter obligatorisk navnerunde at skitsere, hvad vi har diskuteret i Fri Klasse i dette semester:

Det ”gode” værk kontra alternative strategier. Hvad er politisk kunst og hvad kan forandre samfundet?

Skelnen mellem 1990’er kunst: retfærdiggøre, instrumental, etisk baseret, relationel æstetik...

Ex. Suzanne Lacys projekt i Oakland, hvor hun skabte dialog mellem politi og unge ghettokids.

Efter 11.09.2001: interesse

Mikkel Bolt bryder ind: Der er flere modeller over 1990’ernes kunst. Whitney Biennalerne i 1991 og 1993, samt dokumenta 11 i 2001. Her er tale om vidnesbyrdkunst om traumer, samt forsøg på at universalisere postkolonial kunst.

 91 og 93: Kunsten bruges til at skabe fokus på problemer: AIDS (Rodney King), racekonflikter, seksuel identitet.

Et antiamerikansk fænomen, ANFÆGTETHED, kunsten som platform for diskussion af problemer. I Europa er tendensen i 1990’erne nærmere KONTEKSTKUNST, institutionel kritik, et opgør med forankring. 1991-02: særlig måde at knytte kunst og politik sammen. En metode, der ikke fungerer efter 9/11.

Jakob fortæller, at vi ikke har forsøgt at skrive kunsthistorie, men at diskutere kunst og politik ud fra ret konkrete eksempler. Han spørger videre: hvad er forholdet mellem politisk og etisk kunst? I Empire kritiseres kunsten indirekte for, ligesom NGO’erne, at have arbejdet ud fra ”gode hensigter”, der udvikler sig til retfærdig krigsførelse.

Tanja: vi har analyseret forskellige former for præsentationer af kunstværker, eksempelvis Superflex og Jacob Boeskovs, på konferencen om ”The expanded notion of art in public spaces”.

Frederik Tygstrup: i Mikkels fokus er institution kontra Fri Klasses praksiseksempler. Vi kan også tage udgangspunkt i forestillinger (historiske overleveringer) om kunstbegrebet. Forholdet mellem etisk og politisk interesse, samt den irammesættelse, der er i stadig forandring. I dag er institutionen sværere at få øje på, hvilket står i modsætning til Peter Bürgers kvadrering/ differentiering af praksisser: familien, produktionen, the white cube til kunsten osv. Her er den hvide kube relateret til virkeligheden, men ikke direkte i kontakt med den. Min tese er, at denne kvadrering smuldrer siden ’89, muren falder mellem underholdning og konsum, politik og medier etc. Kunstens rum er også under omrokering. Således også forholdet mellem kunst og aktivisme, kunst og design (Olafur Eliasson designer det offentlige rum). Størrelser som videns- og oplevelsesøkonomi dominerer, kreativitet og design bliver kapitalismens overlevelse. Dokumenta 11 kan ses som vidnesbyrd, som forsøg på at bruge resterne af institutionen til at fortælle vigtige historier. Kunsten i dag er ikke fri af institutionen, men i et parasitært afhængighedsforhold. Et eksempel er Weissmanns kortlægning af Vestbredden, der er besat af israelere via infrastruktur. Kontrollen er uden grænser og umuliggør dagliglivet. Her besættes uden at besætte. Spørgsmålet rejses: kan arkitektur anklages som krigsforbrydelse? I hvert fald bliver kunstinstitutionen det sted, hvor den historie fortælles og hvor det spørgsmål rejses. Spørgsmålet er: HVORDAN bærer man sig ad med at bruge resterne af institutionen i aktivistisk ånd, efter egen strategi? CAE gav et bud med deres laboratorium for genmodificerede madvarer. RANCIERE undersøger forholdet til omgivelserne (praksis) og forholdet til irammesættelsen (institutionen).

Jakob: det har altid været mit intryk som praktiker, at institutionen halser bagefter. Så ser man pludselig The Yes Men i enhver afkrog. Når institutionen vil være aktivistisk, minder det mig om, når min morfar vil være aktivistisk. Institutionen handler om hvordan man præsenterer sit eget værk, om det så er på en konference.

Mikkel: Claus Beck Nielsen gør fx et forsøg på at bearbejde varegørelsen/ konstruktionen af identiteten ved at gøre identiteten selv til en institution med Das Beckværk.

Isak Winkel Holm: Skal jeg forstå det sådan, at den etiske kunst i 1990’erne, sondringen mellem godt og ondt, bliver en retfærdiggørelse af krig? Rancière stiller det etiske op overfor det politiske. Hvad er PROBLEMET MED DET ETISKE?

Tanja: Et eksempel kunne være Superflex og deres Guarana-sodavand. De mangler at problematisere deres egen rolle. Kommer bare og kaster guldstøv over fattige bønder. Deres etiske praksis er uden selvrefleksion, deres økonomi er usynlig. Det fungerer som en velbrandet virksomhed.

Kristian (phd): Den æstetiske fænomenologi bliver til politisk fænomenologi. Kunstens politiske opdrag bliver at fremstille betingelser for, hvorfor noget kan fremstå politisk. Feministerne bestemmer at det private er politisk. I det græske drama, som jeg beskæftiger mig med, handler det politiske om offentlige fremtrædelser, om intersubjektivitet.

Isak: Er voldtægt menneskelig eller politisk ondskab? Rancière laver en analyse af Dogville. Her er mennesket grundlæggende ondt, men så er der ingen politisk ondskab. Hos Hobbes er det moralske og politiske adskilt og voldtægt bliver altså et spørgsmål om moral.

Jakob: I Rancières artikel i Lettre er etik lig konsensus. Politik bliver til politi. Det vil sige, at problemer i fællesskabet er det politiske fællesskab, der går i stykker.

Isak: Det politiske for Rancière er opdelingen af det sanselige, det at etablere en ordning af verden, en diskursiv ordning ( insp af Foucault), samt en dertilhørende praksis. Spørgsmålene er: Hvordan etableres og udgrænses der? Hvordan skaber man modkultur? Jeg sidder med oversættelsen af Kafkas forvandlingen, hvor billen Gregor Samsa rømmer sig for at have stemme klar, fordi billen kan tale på almenvældets vegne. Hvor Habermas ville mene, at alle kan tale lige og frit, vil Rancière mene, at stemmen udefra selv skal tale sin pibende dyrestemme.

Frederik: Det er nærmest en god, gammel modernistisk æstetik: det vi troede vi så, ser vi igen. Skællene falder og vi ser påny. Potentialet i kunsten er at fremmedgøre blikket/sproget. Reformatere den æstetiske orden. Kunstens privilegium er, at den kan genetablere sit autonome rum. Den kan formelt forandre og samtidig holde sig på afstand. Kunsten bruger de slørede grænser til at pendle mellem et udenfor og et indenfor. Det er billens position som fremmed og del af.

Jakob: Man kan se den politiske orden som gældende diskurs, der lever i kraft af multituden? Hvordan er forholdet mellem Hardt & Negri og Rancière?

Frederik: Rancière er inspireret af Foucault. Han mener ikke, man kan læse Foucault som helhed, men alligevel som et forfatterksab, der handler om magt. Mens Foucault karakteriserer, hvordan magten ser ud, karakteriserer Rancière, hvordan magten skabes.

Begrebet BIOMAGT bearbejdes forskelligt: Hardt og Negri tager den deskriptive version af Foucault: Biomagt = krop indspundet i og underlagt politik. Rancirère er en aktivistisk version: biomagt = Vi kan tale med i det politiske, give stemme til de ekskluderede.

FOUCAULTs definition af biomagt/biopolitik: en måde at lede en population, betragte organisme og opdrætte den. Praktisk analyse: overgangen fra straffesystem (lad hovederne rulle) til opdragende system (panoptikon, selvovervågning, disciplinere).

HARDT OG NEGRI: ”Ny biopolitik”. Vi er blevet mere forfinede i produktion og reproduktion af den disciplinerede borger. Mellem institutioner findes frie kroppe – i mellemrum som billestemmer. Fra modul til modulationsstyring: mellemrum og kunstens frirum er blevet inkluderet i kontrolsamfundet. Frirum (fx ”fleksibel arbejdstid” = altid) skaber større konsum. Kapitalen nasser på multituden.

RANCIÈRE: det kendetegnende for den forfinede biopolitik er en mangel på konflikt mellem æstetik og hverdagsliv. Der er intet oprør mod det disciplinære samfund. Rancière er enig i interessekonflikter med Hardt og Negri. Vi har ifølge Rancière to kroppe: den anerkendte og billekroppen, den uartikulerede, virtuelle erfaring ”noget kunne være anderledes”.

Anden times noter er ikke tilgængelige på skrift.