Fri Klasse | Site / TaktikErIkkeTerrorisme

Taktik er ikke terrorisme - Interview med Steve Kurtz

Det amerikanske kunstnerkollektiv Critical Art Ensemble har i årevis beskæftiget sig kritisk med bioteknologi. Sidste år røg Steve Kurtz, lektor i kunsthistorie ved Buffalo University og medstifter af Critical Art Ensemble, imidlertid i myndighedernes sorte bog og står nu over for en retssag, der i værste fald kan koste ham op til 20 års fængsel.

Af Solveig Gade

11. maj sidste år vågnede Steve Kurtz op og fandt sin kone liggende død i sengen ved siden af sig. Han ringede efter ambulancen, og skønt det hurtigt viste sig, at hustruens død skyldtes hjertestop, havde Kurtz, før han vidste af det, indtaget hovedrollen som mistænkt for bioterroristisk virksomhed i en kafkask retsproces. Jeg mødte ham til Transmediale i Berlin i februar, hvor han fortalte om Critical Art Ensembles arbejde og om, hvordan han opfatter sin nuværende situation som repræsentativ for samfundets tiltagende paranoia og kontrol.

”Taktiske mediekunstnere” betegner medlemmerne i Critical Art Ensemble (CAE) sig som. Deres arbejde er karakteriseret ved at bevæge sig i grænsefelterne mellem kunst, kritisk teori, teknologi og politisk aktivisme. En gennemgående tråd i værket, der spænder fra bogprojekter over performances til installationer, er en system- og ideologikritisk praksis, der ikke lader sig fastlåse inden for rammerne af én genre. I de første godt ti år var det primært informations- og kommunikationsteknologi, der optog det i 1987 stiftede kunstnerkollektiv. Omkring midten af 1990erne ændrede de imidlertid – som en reaktion på landvindingerne inden for bioteknologi – fokus til biopolitiske problemstillinger. Adspurgt om bevæggrundene for dette skift svarer Steve Kurtz: ”Da internettet opstod, var det indlysende nok en meget vigtig ting, det følte vi virkelig. Men efter at have arbejdet med det i nogen tid fik vi mere og mere fornemmelsen af, at det var den samme form for magtformation, der gjorde sig gældende her som på andre niveauer i samfundet. Særligt i forhold til kroppen, for selvom den dagligt bombarderes af diskurser, der kalder på at blive internaliserede, er der stadig tale om et bombardement af dens yderside så at sige. Med den bioteknologiske revolution sker der imidlertid noget afgørende nyt. Her kan man gå direkte til cellerne og prædisponere dem til at være modtagelige over for dette spektakulære bombardement. Der er tale om en regulær invasion, som vil komme til at indebære nye repræsentationsformer. En invasion, som vil få store konsekvenser i forhold til, hvordan vi relaterer til hinanden, til lægevidenskaben og ikke mindst i forhold til det at bedrive ingeniørarbejde i kødet. Det er derfor, vi taler om molekylær invasion (titlen på CAE’s seneste bog, red). Bioteknologien er nemlig ikke blot en effektiv forlængelse af radio, tv, telefon osv., sådan som det er tilfældet med de nye medier, men et helt nyt grænseområde, et frisk felt, hvori kapitalismen kan indskrive sine værdier. Og det er et felt, som er yderst underbemandet, hvad angår kritisk kunst, mens det er overbemandet med ukritiske kunstneriske cheer leaders! De fleste nøjes med at udtrække den æstetiske værdi af bioteknologien og forvandle, hvad man kunne kalde for videnskabeligt billedsprog til fetichgenstande. Og vi havde det lidt sådan, at hvis det er, hvad der er derude, så var der altså noget for os at tage fat på!”.

Kurtz understreger flere gange, at det ikke forholder sig således, at CAE er indædte modstandere af eller af princip er imod den bioteknologiske udvikling per se. Men at det er deres ærinde at ”gøre det latente manifest”, at synliggøre de for offentligheden usynlige magtstrukturer og interesser, der langt hen ad vejen er retningsgivende for denne udvikling. I tråd hermed stillede CAE i performancen Flesh Machine (1997-98) fx skarpt på den underliggende ideologiske og racehygiejniske agenda ved kunstig befrugtning. På et on-site laboratorium og under medvirken af uddannede laboratorieteknikere fik publikum mulighed for at gennemgå et donortestforløb med alt, hvad dertil hører af interviews, celle- og DNA-prøver. Testforløbet var ikke udtænkt af CAE, men en nøjagtig reproduktion af den procedure, som gør sig gældende på amerikanske klinikker for kunstig befrugtning. Og tankevækkende nok viste det sig i et overvejende antal af forsøgene, at de, der ikke blev sorteret fra undervejs, men fundet værdige til biologisk reproduktion var heteroseksuelle, hvide, veluddannede mænd. Således fik den enkelte tilskuer i Flesh Machine i helt bogstavelig forstand mulighed for at taksere sin værdi i den genetiske markedsøkonomi.

Performative smuthuller

I CAE’s projekter er det da også en erklæret hensigt for kunstnerkollektivet at afmystificere, hvad der sker bag de ellers så lukkede døre i de hellige bioteknologiske forskningshaller. For på den måde – ved at appropriere videnskabelige videnssystemer og ved helt konkret at slippe beskueren løs i laboratoriet – at åbne et andet, erfaringsbaseret rum for kritisk offentlig debat om alt fra kunstig befrugtning over genmanipuleret føde til bioteknologisk krigsførelse. I forbindelse hermed spiller begreber som performativitet og interaktivitet en afgørende rolle: ”Det vi forsøger at gøre, og her knytter vi an til situationisterne, som jeg på mange måder ser som en vigtig forgænger for os, er at skabe nye situationer. Vi prøver at medvirke til, at der kan opstå nye idéer hos folk – nye narrativer, der kan skabe grobund for skepsis og kritisk bevidsthed i forhold til det bestående. Og efter vores mening er deltagelse, kropslig deltagelse, et vigtigt aspekt af dette. Vi er ikke interesserede i at holde fast i den her dikotomi mellem krop og bevidsthed, men vil have forbindelsen fra kødet til bevidstheden med. På den måde opfatter jeg os som en slags forsvarere af kødet. Vi tror på kroppens kraft og integritet. Så derfor er vores værker performative og interaktive – fordi det involverer folk på en måde, som de ikke blot oplever og bagefter husker med deres bevidsthed, men med hele kroppen.”

I såvel teori som praksis understreger I betydningen af at arbejde nomadisk i mellemrummene inden for de givne strukturer. Er det for dig at se den eneste måde, hvorpå man kan agere kritisk i dag – altså at bevæge sig inden for strukturerne frem for at tro, man kan stille sig uden for dem, således som fx situationisterne vel håbede på, at de i sidste ende ville kunne?

”Ja, og det er især her, vi adskiller os fra situationisterne, som jo blev ved med at tro på, at de på en eller anden måde kunne sætte sig uden for skuespilsamfundet. Men det lykkedes dem aldrig. For os er udgangspunktet, at vi altid befinder os i en territorialiseret position, og at de af os, som besidder en marginal status inden for et givent territorium, ikke har andre muligheder end at handle taktisk. I den forstand er vi meget enige i Michel de Certeaus skelnen mellem strategi som noget, der groft sagt er forbeholdt de autoritative kræfter, og taktik som en måde hvorpå man subversivt kan agere inden for rammerne af strategisk betingede strukturer. Den eneste mulighed, vi har, er at arbejde taktisk, at finde de små smuthuller vi kan operere i. Det var det, vi praktiserede i forhold til vores arbejde med digital teknologi og Electronic Civil Disobedience, hvor det rent faktisk lykkedes os at influere på aktiepriserne. Og det er det, vi gør nu, med hvad vi kalder contestational biology. For som sagt er vi ikke imod bioteknologi som sådan – faktisk er jeg overbevist om, at en lang række videnskabelige processer, kan bruges i den offentlige interesse og i oppositionelt øjemed. Det er der bare ikke rigtig nogen, der har overvejet. Der er ligesom kun de her skrækforestillinger om, hvad der ville ske, hvis terrorister fik fingre i anthrax eller hvad ved jeg. Det, vi spørger om, er, jamen hvad nu hvis folk, der arbejder i opposition til pankapitalismen, fandt ud af at bruge simpelt laboratorieudstyr til egne formål? Hvad nu hvis de fandt ud af at omforme det til egne behov? Så ja, vi tænker taktisk, vi bevæger os i sprækkerne og i mellemrummene. Og man bliver nødt til at være i konstant bevægelse, for smuthullerne står hele tiden i fare for at blive lukket til, og gråzonerne er konstant i begreb med at blive sorte og hvide. Man bliver nødt til at tænke dynamisk – hvad man kan bruge den ene dag, bliver man måske nødt til at smide væk den næste, hvor man også skal være fremsynet nok til at samle det næste redskab op, som ligger dér lige foran én.”

I forlængelse af det kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere om din definition af kunst. Betragter du det blot som et redskab, der kan være af nytte i forhold til at undergrave forskellige strukturer? ”Jeg er i hvert fald ikke tilhænger af l’art pour l’art-idéen! Men jeg tror da på kunst som et middel til visuel nydelse, og på et personligt og hedonistisk plan har jeg da også sympati for folk, som arbejder inden for en specialiseret kunsthistorisk diskurs, og hvis arbejde på den ene eller den anden måde bidrager til at styrke netop det spor af den kulturelle udvikling. Men for os i CAE er kunst et redskab. Det er en ressource som alt andet. Alle vores projekter er hybrider, hvad enten det er vores bøger eller vores ”kunst”-projekter – og jeg burde nok hellere sige vores taktiske medieprojekter. De er interdisciplinære hybrider, hvor vi tager det, vi kan bruge for at skabe de narrativer, vi vil have. Jeg tror ikke på, at man kan skabe subversive narrativer ud af specialiserede discipliner, det er de simpelthen for fastlåste til. Det er igen det her med at arbejde i mellemrummene og i gråzonerne. Så hvis vi tager forskellige dele herfra og derfra i en rekombinerende praksis – nogle fra samfundsvidenskab, nogle fra humaniora, nogle fra kunsten, nogle fra naturvidenskaben, hvorfra vi nu har brug for det – og samler dem i nye konstellationer, får vi mulighed for at tale på en måde, som ellers ikke ville være mulig. I hvert fald ikke, hvis man begrænser sig til at arbejde inden for rammerne af én specialiseret disciplin. Efter min mening blokerer specialisering for enhver form for social eller politisk dynamik, fordi den dybest set handler om reterritorialisering og bevarelse af allerede eksisterende territorier. Selvfølgelig vil jeg ikke hermed sige, at vi ikke har brug for specialister, slet ikke. Men i forhold til oppositionel praksis er det ikke en brugbar taktik”.

Genmanipulation og proto-fascisme

Projektet Free Range Grain – skabt i samarbejde mellem Critical Art Ensemble, Beatriz da Costa og Shyh-shiun Shyu – var det, som bragte Kurtz i unåde hos de amerikanske myndigheder. I installationen havde beskuerne mulighed for, under vejledning af Da Costa og medlemmer fra CAE, at teste medbragte fødevarer for genmodificerede fibre og organismer på gruppens dertil indrettede laboratorium. Installationen, der blev vist på Schirn Kunsthalle i Frankfurt i 2003, havde bl.a. til hensigt at undersøge om EU’s nylige skærpelse af reglerne for genmanipuleret føde virker efter hensigten så at sige – den omfattende import af forarbejdet korn fra USA taget i betragtning. Og ikke mindst i lyset af hvad CAE beskriver som USA’s manglende politik i forhold til mærkning af genmanipulerede fødevarer. I den forstand var installationen altså tænkt som en slags visualisering af globale handelsteoriers materielle realitet. Meningen var, at projektet i bearbejdet form skulle vises på gruppeudstillingen The Interventionists på museet for samtidskunst MASS MoCA i Massachusets sommeren 2004.

Forud for udstillingen og i forbindelse med research til et forestående projekt havde Kurtz ved en kollegas hjælp fået tilsendt forskellige typer bakterier, som han var i færd med at opdyrke, da han sendte bud efter ambulancen tilbage d. 11. maj 2004. Her studsede de tilkaldte ambulancefolk imidlertid over det biologiske laboratorieudstyr i Kurtz’ lejlighed og tilkaldte prompte myndighederne. Derfra gik det stærkt: FBI blev sat på sagen, Kurtz’ bolig afspærret, konens lig med samt laboratoriet og Kurtz’ computere konfiskeret og Kurtz selv tilbageholdt – mistænkt for bioterroristisk virksomhed. Selvom det hurtigt viste sig, at den bakteriekultur, som han havde fremdyrket, ikke kunne bruges i bioterroristisk øjemed, lod myndighederne ikke sagen falde. I stedet har de anklaget ham for mail and wire fraud, og i skrivende stund står Kurtz og kollegaen, der tilsendte ham bakterierne, overfor en retssag, hvor de i værste fald kan blive idømt op til 20 års fængsel.

Sagen har udløst en række protester og demonstrationer i såvel Europa som USA, og der er ligefrem blevet oprettet en Critical Art Ensemble Defense Fund, hvor man i detaljer kan orientere sig om forløbet og donere penge til dækning af sagsomkostningerne. Til Transmediale i Berlin, hvor Kurtz sammen med kollegaen Claire Pentecost var inviteret for at orientere om sagen, understregede de imidlertid igen og igen, at Kurtzs nuværende situation ikke repræsenterer et spektakulært, enestående tilfælde, men derimod en generel begrænsning af ytringsfriheden i forhold til såvel kritiske kunstnere som videnskabsfolk. Og på CAE Defense Fund’s hjemmeside kan man da også læse beretninger om lignende, men knap så kendte eller dramatiske tilfælde, hvor bl.a. bioteknologiske forskere, der offentligt har ytret sig kritisk om deres metier, har fået mundkurv på og er blevet fyret på gråt papir. Forestillingen om kunsten, videnskaben eller smuthullerne for den sags skyld som autonome og retsfrie rum synes med andre ord at være under pres. Som Kurtz siger: ”I takt med at kontrolsamfundets paranoia vokser, bliver det stadig sværere at finde de her gråzoner og smuthuller. For det, der sker i øjeblikket, er, at kritisk vidensproduktion ikke bare inden for kunsten, men også inden for videnskaben, forskydes fra at være en borgerlig ret til noget, der er kriminelt. Og det er virkelig skræmmende – at det ikke blot handler om at prøve at ruinere dig økonomisk eller få dig fyret fra dit job, men om at smide dig i fængsel. Jeg vil ikke profetere om fremtiden, men jeg synes, at de perspektiver, der tegner sig, er meget uhyggelige.” Ser du den udvikling som noget, der især er karakteristisk for et terrorparanoidt USA, eller er det snarere en generel global tendens?

”Det er et symptom for USA, for det er længst fremme, hvad angår proto-fascisme, men der er ingen tvivl om, at det er en generel tendens, som kun vil blive endnu mere udbredt.” På www.critical-art.net og www.caedefensefund.org kan De læse mere om CAE.